I grundejerforeningen oplevede vi i 2018 en stigning i antallet af indbrud og også i 2019 har flere beboere haft ubudne gæster.

Derfor har grundejerforeningens bestyrelse besluttet at lave en indsats, hvor vi bl.a. informerer om ”Nabohjælp”, som er en mulighed for aktivt at minimere risikoen for indbrud i ens hjem. P.t. er vi kun 70 tilmeldte ud af 363 grundejere og vi håber derfor, at flere vil være med.

Hvad er nabohjælp?

”Nabohjælp” drives af Det Kriminalpræventive Råd og er et gratis tilbud. Hold øje med din postkasse i den kommende uge, hvor vi uddeler en informationsfolder om ”Nabohjælp”.
Det fungerer på den måde, at man opretter en profil på nabohjælp og vælger selv hvilke naboer, som man ønsker at være i fællesskab med. Når man rejser på weekendtur, miniferie eller anden ferie, kan man lægge dette ind i kalenderen, hvor ved de udvalgte naboer får besked på, at du/I er bortrejst og de erindres med jævne mellemrum om at holde øje med boligen.
Skulle det uheldige ske og man har haft indbrud eller har man oplevet et mistænkeligt forhold, kan man sende en besked til de nabohjælpere, som er tilmeldt i området og de advares og opfordres til at være særlig opmærksom. Ved indbrud kan man med fordel oplyse, hvordan tyven har skaffet sig adgang til boligen, samt hvornår det er sket på døgnet, hvis man er bekendt med dette.

100 % gratis at tilmelde sig og bruge nabohjælp

Tilmelding sker på hjemmesiden nabohjælp.dk og her findes også mange gode tips, når tyven skal holdes for døren.
Hvis man ser noget mistænkeligt i vores boligområde, er det vigtigt, at man ringer til politiet på 114. Noter gerne registreringsnummer på køretøj og signalement på personer.
Sammen med opfordringen til at gøre brug af nabohjælp har vi besluttet at få afrenset vores naboskilte for graffiti, ligesom at vi løbende hen over året vil erindre om at gøre brug af nabohjælp på Facebook.
Vi håber derved, at vi med en fælles indsats kan få antallet af indbrud ned på det tidligere lave niveau.

På forhånd tak for hjælpen.
/Nils Jul Gjerlev, formand