Som opfølgning til seneste nyhed om parkeringskontrol i Albertslund kommune, har vi været i kontakt med kommunen om hvad vi kan forvente i vores område, og reglerne for skillerabatten mellem vej og fortov.
Her er kommunens svar:
Tak for jeres henvendelse.
I forhold til parkeringskontrollen er det ikke muligt på forhånd at oplyse, hvor ofte P-Nord vil føre kontrol på de enkelte veje. Omfanget af kontrollen vil i høj grad afhænge af behovet og de udfordringer, der opleves de enkelte steder i kommunen.
Da boligområdet omkring Hvidager, Kongsager, Porsager og Randager ikke er underlagt særlige parkeringsrestriktioner, forventer vi ikke, at området vil være blandt de steder, hvor der føres mest kontrol. Omvendt vil P-Nord føre parkeringskontrol i hele kommunen, og området vil derfor også blive besøgt som en del af den almindelige kontrol.
For så vidt angår det brede asfalterede areal mellem kørebanen og fortovet, betragter kommunen dette som en skillerabat. I henhold til Albertslund Kommunes parkeringsbekendtgørelse er parkering i skillerabatter tilladt.
Det betyder, at parkering på det asfalterede areal som udgangspunkt er lovlig, forudsat at køretøjet holder på det asfalterede areal og i øvrigt overholder færdselslovens regler. Det afgørende er således ikke, om fortovet efterfølgende har en bestemt fri bredde, men om køretøjet holder inden for det areal, der lovligt kan benyttes til parkering, og at øvrige parkeringsregler er overholdt.
Det vil dog altid bero på en konkret vurdering foretaget af parkeringskontrollen, om en parkering er lovlig i det enkelte tilfælde.
Med venlig hilsen
Trafikplanlægger
Miljø & Teknik – Trafik & Natur
På den baggrund har vi opdateret tidligere vejledning om parkering i vores område
Med venlig hilsen
Grundejerforeningens bestyrelse
System til ejer-, andel-, grundejer- og alle andre typer af foreninger administreret af boligforeningsweb.dk (Globalt: anyhoa.com)